Godt digitalt læringsmiljø

De studerende deltager i mange digitale undervisnings- og læringsaktiviteter i denne tid. Som underviser skal du derfor være opmærksom på, hvordan du skaber gode rammer om de studerendes læring og trivsel i det digitale læringsmiljø. Vi har samlet nogle gode råd her. 

Prioriter synkron fjernundervisning

  • Synkron fjernundervisning understøtter de studerende oplevelse af at være en del af en velstruktureret uddannelse og et trygt og inspirerende studiemiljø i en situation som denne, hvor det kan være svært at opretholde kontakten til studiet. Ved synkron fjernundervisning kan det skabes en sund kultur for at møde med medstuderende til undervisningen. Du kan starte fjernundervisningen med at beskrive din pædagogik og plan for besvarelse af spørgsmål før, under og/eller efter undervisningen. Det er vigtigt at du giver dig tid til at kommentere på spørgsmålene enten i planlagte pause i undervisningen eller i en time umiddelbart efter undervisningen.

Skab tydelige rammer for kontakt

  • Et tydeligt og trygt digitalt læringsmiljø er kendetegnet ved at du skaber tydelige rammer for, hvordan og hvornår de studerende kan komme i kontakt med dig. Opret eksempelvis et tidsafgrænset diskussionsforum på Blackboard, hvorfra du samler op på spørgsmål i forbindelse med øvelser eller online undervisning. F.eks. kan du sætte en time af til diskussionsforum umiddelbart efter hver synkron online undervisning, eller du kan afsætte faste tidspunkter dagligt eller ugentligt, så det er tydelige rammer for, hvornår de studerende kan stille spørgsmål og få feedback.
  • Gør ekstra meget ud af den skriftlige information og brug de velkendte kommunikationskanaler så som BlackBoard, mails og hjemmesider. Få en kollega til at læse informationen igennem eller spørg en holdrepræsentant, som du kan få feedback fra.

Aftal vejledning

  • Til bachelor- og specialestuderende kan du tilbyde online vejledning via Skype for Business inden for fastsatte tidsrum. Du kan også vise imødekommenhed ved at have en fast telefontid i undervisningsperioden. Det handler om at vise velvilje og forståelse for den situation de studerende er kommet i som gruppe og individer. Det er en god idé at vælge et kommunikationsformat, hvor du kan dele skærm med de studerende. De studerende har gratis adgang til både Zoom og Skype for Business, og her kan I drøfte de studerendes skriftlige materiale ved at dele skærm.
  • Gruppevejledning på online møder kræver en tydeligere struktur end fysiske møder. Vælg en mødeleder og en referent til hvert møde – gerne en studerende til hver post. Lav meget klare aftaler for hvilke opgaver hver enkelt studerende skal have arbejdet med til næste gang. Som altid er et godt vejledningsmøde et forberedt vejledningsmøde, og ved online gruppevejledning er det endnu vigtigere. Så bed de studerende om at sende dig materiale og følgebrev i god tid, så du kan forberede dig.

Forvent ’nettikette’

  • Fastsæt klart forventet "nettikette"-regler for de studerendes deltagelse i online undervisningsaktiviteter og send dem til de studerende dagen inden du skal afholde din online undervisning. Eksempelvis ved
  1. at man logger på ca. 10-15 minutter før undervisning, så man kan nå at få teknikken til at fungere, før undervisningen begynder,
  2. at man muter sin mikrofon når man ikke skal sige noget,
  3. at man deltager aktivt, dvs. forsøger ikke at have andre aktiviteter i gang samtidig, og
  4. at der udvises gensidig respekt, forståelse og fællesansvar for etablering af et godt digitalt læringsmiljø. Gør opmærksom på, at der kan forekomme ændringer eller korte afbrydelser og pauser.

Følg op på fjernundervisningen

  • Følg op på den synkrone fjernundervisning og eventuelle uafsluttede emner fra undervisningen ved at lægge supplerende materiale på Blackboard. Du kan også afslutte hver undervisningsgang med at skrive en besked til de studerende med tak for godt fremmøde, tid og sted for næste mødegang, og remindere om forberedelse inden næste mødegang. 

Understøt studiegrupper

  • Understøt de studerendes fortsatte arbejde i studiegrupper ved at opfordre dem til at mødes digitalt for at diskutere faglige aktiviteter såvel som sociale emner. Du kan opfordre de studerende til at give hinanden peer-feedback og drøfte den feedback du har givet, f.eks. på opgaver, som de har uploadet på en blog på Blackboard. Stil gerne opgaver, der kan løses i studiegrupper. De studerende har gratis adgang til Skype for Business, og det er en rigtig god platform til studiegrupper